Rend
og hop
Af Pernille Westh
Berlingske Tidende d. 4. januar 1998
Eksotiske kæledyr vinder stadig
større indpas herhjemme. Et af de sjoveste og sødeste er
kænguruen, som dog kræver temmelig meget plads.
Kænguruer,
der hopper af sted i solnedgangen er et smukt syn, som man desværre
skal helt til Australien for at opleve. Men herhjemme kan man dog opleve
kænguruer på nært hold – nemlig som kæledyr.. Nu
vil jeg lige pointere, at jeg ikke hermed opfordrer til, at man styrter
ud for at købe en kænguru. Det kræver nemlig både
en god portion viden samt store arealer, for at man kan holde dem.
En sted, hvor der er gode rammer til kænguruhold,
er en gård i Jylland, som jeg har besøgt fornyelig. Her bor
dværgkænguruen Hopla - en Parma Wallaby - inden døre
sammen med gårdens katte. Når man træder ind ad døren,
kommer Hopla nysgerrigt og skal hilse på gæsterne. Man skal
lige vænne sig til dette særsyn - normalt er det jo hunde eller
katte, man bliver mødt af. Et par steder i Danmark findes også
Bennett's Wallaby'en, der er noget større end Parma'en.
Oftest holdes disse noget større dyr dog udendørs i indhegninger.
Bennett's Wallaby, der er den kænguru art, der egner sig bedst
til det danske klima, kan blandt andet opleves i Københavns zoologiske
have. Det er en god oplevelse at møde en tam kænguru, for
det er et utroligt sjovt dyr, som er meget anderledes end dem, vi normalt
ser her i Danmark.
I Australien ser man anderledes på
kænguruerne. Nogle steder er de skadedyr og bliver skudt for at holde
bestanden nede. Mange kænguruer må lade livet, når de
bliver påkørt af biler, andre bliver til hundemad, og en del
ender på grillen som bøffer. Jeg har ikke selv smagt kængurubøf,
men efter sigende skulle det smage udmærket.
Australierne har forsøgt forskellige
ting med kænguruerne, da de jo har temmelig mange af dem. Blandt
andet er det blevet forsøgt at holde kænguruer i indhegnede
folde på samme måde -og med samme formål - som kødkvæg.
Det ville have gavnet jorden at have kænguruer i stedet for kvæg.
Kvæg ødelægger nemlig jorden, dels ved at de hiver store
totter græs op, og dels fordi det er tunge dyr. Kænguruerne
er derimod lette dyr, som bider græsset af og plejer jorden i stedet
for at ødelægge den.
Men kænguruopdrættet mødte
en farlig' masse postyr. Australierne ville eksportere kødet, men
folk andre steder i verden kunne ikke acceptere, at man skulle spise Australiens
nationaldyr.
Jeg har tidligere besøgt King Fisher
Park i Australien, hvor dyrene går rundt i folde, som man kan gå
ind i og fodre de tamme dyr. Kænguruerne var praktisk taget ligeglade
med menneskebesøg, men et par stykker gad dog lige rejse sig og
komme hen og hente en godbid. Omvendt er det med de vilde kænguruer
- de er ret nysgerrige, men kommer man for tæt på, så
hopper de deres vej.
Det var en sjov oplevelse at møde
en Black Wallaby, der er lige så stor som en mand - og temperament
har den også. Jeg mødte en meget, meget sur han, der lige
ville fortælle mig, at jeg skulle holde mig langt væk. (Det
var i en fold med et meget højt hegn om). Han løb hen til
hegnet, dansede en slags kængurukrigsdans, alt imens den brækkede
grene i stykker, bed i dem, smed dem på jorden og hoppede oven på
dem. Det var såmænd bare, hvad den havde i sinde at gøre
med mig, hvis den fik fat på mig.
Så kunne jeg bedre lide de lidt
mindre og meget venligere kænguruer. Den omtalte Black Wallaby
han havde betændelse i øjnene, og jeg tror, at dyrlægen
havde fået samme opvisning som jeg, for når han skulle se til
den, havde han en bedøvelsespistol med...
Der findes
kænguruer og wallabies i mange afskygninger. Vægten varierer
fra 3 kg og op til 85 kg - wallabierne er generelt mindre end kænguruerne.
Nogle lever i træer, andre lever i klippede områder, og andre
igen lever i regnskoven. Kort sagt - der er en kænguru eller Wallaby
tilpasset næsten ethvert område af Australien.
Yellow footed Rock Wallaby lever,
som navnet siger, i tørre områder. Her slikker de på
sten og sutter på vådt sand for at få væde. Den
foretrukne føde for Grey Kangaroos er græs, mens de
fleste wallabies spiser både græs og blade. Nogle kænguruer
lever i små flokke, mens andre, for eksempel Pretty Face Wallaby'en,
lever. i store flokke på op til 50 stykker. Red Kangaroo er den største
af kænguru arterne. Og den er meget stor. Den lever over det meste
af Australien, hvor der er åbent land med træer i sigte - den
nyder nemlig at ligge og slappe af under træerne om dagen.
Kænguruer og wallabies har kraftfulde
bagben og lange fødder, og alle hunnerne har en pung og fire dievorter.
Hunnen får en unge ad gangen - bortset fra Musky Rat kænguruen,
som får tvillinger. Hun bliver parret, lige efter at hun har født,
og mens ungen ligger i pungen, så udvikler det nye æg sig til
et vist stadium, hvorefter udviklingen går i stå for først
igen at fortsætte, når ungen forlader pungen. Den nye unge
bliver født hurtigt efter, at pungen er blevet ledig og hægter
sig på en dievorte, mens den store unge benytte sin dievorte udefra.
Hver dievorte er så smart indrettet, at den leverer mælk, der
er tilpasset til netop den pågældende unges alder.
Når en kænguru eller Wallaby
bevæger sig på landjorden, kan den ikke bruge sine bagben uafhængigt
af hinanden. Svømmer den derimod, så sparker den først
med det ene ben og derefter med det andet. Der er selvfølgelig ingen
regel uden undtagelse, for Tree- kænguruen kan godt »gå«
ved at flytte bagbenene uafhængigt af hinanden.
Halen bliver brugt som balancestang, når
kænguruen eller Wallaby’en er i fart, og som et femte ben, når
den står stille. Hastighedsrekorden for en kænguru er 64 km/t.,
og det længste spring er på 13,5 m. Det er ikke kun langt,
en kænguru kan springe - den kan også hoppe højt. En
Eastern Grey, der selv er ca. 1 m høj, skal have sprunget
over et hegn på 2,44 m, og en jaget Red skal have sprunget
ud over en stak tømmer, der var 3,1 m høj. |